– Forestil dig et sted, hvor erhvervsdrivende demonstrerer, udvikler og afprøver nye løsninger i virkelighedstro rammer; et sted for netværksskabelse og ”træning” i bæredygtighed og forretnings-udvikling gennem workshops, kurser, foredrag mm…
– Forestil dig, hvordan udbud og efterspørgsel går hånd i hånd, når de forskellige parter inspirerer hinanden i udviklingen af morgendagens løsninger…
– Forestil dig, at energirådgivere, energiselskaber, kommuner, institutioner og større virksomheder opsøger dette sted i rollen som potentielle aftagere af grønne løsninger…
Kan du se det for dig? – Så ser du vores visioner for Sundhøj Energihus.
Sundhøj Energihus er et af GO2Greens svar på de klima- og energimæssige udfordringer, som vi står overfor.
Huset findes faktisk allerede. På Eskærvej 73 i Sundhøj på Tåsinge ligger et typisk 1950’er hus i energimæssigt dårlig stand. Det tilhører Svendborg Kommune, som har stillet huset til rådighed for etableringen af energihuset.
Nyopførte, ultra-innovative og futuristiske grønne centre skyder op andre steder; noget af det interessante ved Sundhøj Energihus er anvendelsen af et eksiterende hus til formålet.
Når man kan få øje på noget, der minder om ens egen bolig, bliver inspirationen mere håndgribelig for de mange, der ikke bygger noget splinternyt.
Huset og udendørsarealerne skal renoveres og optimeres med både kendte og mindre kendte løsninger inden for alle “genrer”, som man kan gå på opdagelse i. Meningen er, at huset aldrig bliver færdigt, men vil være under løbende forandring i takt med udviklingen af bæredygtige løsninger.
Nysgerrig? – Så kontakt os for at høre mere og rekvirere projektmappen i pdf-format.
Rom blev ikke bygget på en dag
– Og det gør Sundhøj Energihus heller ikke, men i GO2Green er vi vant til at spise en elefant i små bidder, og vi ved, hvor vi vil hen.