Fra analog til digital tidsalder i Sundhøj Energihus
Roll-ups erstattes af nye infoskærme
En donation på 28.000 kr. fra Andelskassen kombineret med InterAktivs ekspertise giver nye muligheder for bl.a. markedsføring.
GO2Greens grønne demonstrationshus, Sundhøj Energihus på Eskærvej 73 på Tåsinge, eksisterer ene og alene i kraft af de beløb, det inventar og den arbejdskraft, som GO2Greens partnere løbende har doneret. Investeringen kommer selvsamme partnere til gode, da de til gengæld får et udstillingsvindue uden lige.
Der er sket en opgradering af disse udstillingsfaciliteter med den seneste donation fra GO2Green-partneren, Andelskassen, og med assistance fra InterAktiv, som ligeledes er partner i foreningen og som konsulent har leveret ideelle, brugervenlige skærmløsninger.
Projektleder i GO2Green, Niels Christian Nielsen, udtrykker sin taknemmelighed over donationen. Han forklarer: ”Hidtil har vi måttet nøjes roll-ups, skilte og andet trykt materiale, og når nye partnere er kommet ind i foreningen, har vi været nødt til at trykke nyt og kassere det gamle. Med de tre informationsskærme, som nu findes i huset, er dette problem løst, og ikke nok med det; nu kan vi også vi præsentere vore partnere på den professionelle facon, de fortjener. Hvis en partner låner huset fx til produktpræsentation for potentielle kunder, kan vedkommende i et snuptag præsentere sit eget skræddersyede materiale på skærmene via USB-stik. Det er der virkelig mange muligheder i, og det gælder naturligvis også i undervisningssammenhæng”.
En GO2Green-partner, som flittigt gør brug af huset, er Andelskassen, som altså har doneret de 28.000 kr. til informationsskærmene. Privatkundechef Jørn Hjalmar Andersen fortæller: ”Det giver god mening for os at være med i det grønne fællesskab i GO2Green og at bidrage til faciliteterne i Sundhøj Energihus. I Energihuset holder vi uformelle kundemøder i en hjemlig atmosfære, hvor vi sammen kan finde grønne og økonomisk bæredygtige løsninger”.